Statsminister Anders Fogh Rasmussen elsker EU og euroen, det ved enhver, men ved de også at han skifter argumenterne ud til lejligheden? Fra grundlovstalen 2008:
Det er hævet over enhver tvivl, at Danmark skal med i euroen for at være med i hjertet af Europa.
Det handler ikke så meget om økonomi. Økonomisk klarer Danmark sig jo meget godt uden for euroen. Vi har en stærk økonomi og opfylder alle betingelser for at være med i euroen.
Den 17. oktober (Ritzau via Business.dk):
Statsministeren advarer samtidig om, at det koster Danmark dyrt økonomisk og politisk at stå uden for euroen. Også selv om Anders Fogh Rasmussen ville have sagt ja til den fælles kriseplan, hvis han havde siddet med ved bordet, da eurolandene blev enige om en planen på et møde i Paris.
- Vi ser det meget tydeligt i disse uger, hvor der er finansiel uro, at det koster for et land som Danmark. Vi har ellers en god og stærk økonomi, men det koster en højere rente. Og når det gælder det politiske, så er vi ikke med til at træffe vigtige beslutninger, der også vedrører os selv, siger statsministeren.
Hvad mener statsministeren egentlig? Skal vi være med i euroen for at være helhjertede EU-medlemmer, eller handler det om økonomi? Ved statsministeren selv, hvad han mener?
29. oktober, Ritzau via TV2.dk:
SF er under pres fra statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) for at skifte holdning til euroen og gå ind for den fælles valuta i EU. Den finansielle krise har betydet højere rente i Danmark, fordi kronen skal forsvares, mens kapitalen søger hen til en større valuta som euro, der opfattes som stærkere, påpeger statsministeren.
“Jeg synes, at SF skulle tage situationen op til overvejelse i lyset af, at det er blevet så synligt, at det koster Danmark økonomisk. Og så koster det tab af indflydelse, siger Fogh.
Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, dette her var en skræmmekampagne udført mod bedre vidende. Morten Messerschmidt lader sig dog ikke kyse, her fra ovennævnte Business.dk-artikel 17. oktober:
Morten Messerschmidt frygter ikke, at Danmark bliver sat uden for indflydelse og stiller i stedet spørgsmålstegn ved, hvor stor indflydelse andre små lande som Belgien og Holland har haft på eurolandenes økonomiske redningsplan for bankerne.
- Man bruger alle undskyldninger til at presse mere EU ned over Danmark. Det er en skam. Og det er en skam, at statsministeren kun nævner den ene side af mønten: Nemlig det forhold, at vi øjeblikket har en højere rente end eurozonen. For en måned siden lå vi faktisk under eurozonen. Det går op og ned. Men hvis man ser på slutresultatet, så er det nok omkring nul. Det afgørende er, at vi med kronen har mulighed for at holde fast i en økonomisk politik, som passer præcist til de problemer, vi har i Danmark. Det er derfor, at vi hele tiden kan justere renten i forhold til, hvordan vores økonomi er. Det kan eurolandene ikke, for de har ikke nogen rente at justere. Så vores model giver den bedste af alle verdener: Vi har en fastkurspolitik, men vi har ikke ulemperne ved at være slaver af, hvad man beslutter i EU, siger DF’s EU-ordfører.
Der er nok intet at være bange for. Næsten alle økonomer er jo, ligesom statsministeren version 1 (den 5. juni), enige om at vor økonomi er sund. Anker Jørgensen- tidens gru har sat sit kraftige præg på den danske pengekultur, og nationalbanken er på mærkerne med rentestigninger, hvis det skulle blive nødvendigt. Men ingen har en interesse i at spekulere mod kronen. Omvendt er Sydeuropas økonomiske politik en belastning for euroen.
PS: Der er flere indlæg om statsministeren på wordpress.com, især Omnial har været efter ham.