Raapil ævler videre, dels med stråmanden om at tilhængere af revselsesretten skulle ønske at give børn tæsk i tide og utide og dels med pædagogiske dogmer, som forhåbentlig ikke er dominerende længere (det er de nu desværre nok).
Vås, autoritet skabes ikke ved tæsk, lussinger, vold eller mishandling. Ethvert barn kan dybest set gennemskue, at forældre der slår, er magtesløse forældre der ikke kan finde ud af andet.
Revselsesrettens afskaffelse betyder overførsel af autoritet fra familien til staten, sandt nok, men forbuddet mod at slå på andre mennesker generelt betyder også overførsel af autoritet fra civilsamfundet til staten.
Det kan vi godt leve med, og vi kan også godt leve med, at børn ikke må revses. Børn lever faktisk bedre med ikke at få lussinger og endefuld i tide og utide. Søren Krarup er faktisk den eneste, der ærligt har fortjent en kindhest.
Vi taler om en ret, altså en praktisk mulighed, ikke om en pligt eller en sædvane. Hvilket gør det første punktum og sidste afsnit til stråmænd. Andet punktum er direkte forkert. Ethvert barn kan selvfølgelig ikke gennemskue alt muligt. F.eks. ikke et 2-årigt barn, vel? Og nej, man er ikke “magtesløs”, når man anvender vold. Det er en populær kliche, men prøv lige engang at argumentere for påstanden. Det er jo det rene sludder. Det midterste er mest interessant.
Revselsesretten handler om domæner for magtudøvelse. Staten har jo den overordnede revselsesret overfor borgerne, det såkaldte voldsmonopol. Principielt står følgende alternativer overfor hinanden: Man kan vælge at uddelegere magt efter subsidiaritetsprincippet, eller man kan vælge at lade centralmagten administrere enhver fysisk berøring mellem mennesker.
Den første mulighed var engang et salgsargument for et i sig selv centralistisk EU-projekt, måske fordi der er en sund kerne af sandhed i idéen om at uddelegere magt. Men udviklingen går med rasende skridt mod centralisering. Formentlig er det lighedsreligionen som er den afgørende kraft i udviklingen: Riv pyramiderne ned, lad os alle tilbede flad feminin vigende venlig ledelse og alle de løgne som er nødvendige for at få fra naturens hånd strukturerede og niveaudelte opgaver løst uden formelle og offentligt anerkendte forskelle. Thi alle er officielt lige kloge, kvinder og mænd, gamle og unge, børn og voksne. Vi er jo alle lige overfor Gud, ik? Og Gud, det er staten!
Hvis du har andre herrer end Staten – altså, hvis nogen koster rundt med dig, rør ved dig på en ucharmerende måde, taler med en ubehagelig accent, er det et overgreb: Racisme, vold eller i det mindste sexchikane. Myndighederne må og skal ind i billedet. Arbejdspladsen, familien eller vennerne må helst ikke have deres egne autoriteter.
Det er helt hysterisk. For selvfølgelig er revselsesretten ikke en legitimering af hyppige tæsk. Der er stadig noget som hedder vanrøgt, og man kan selvfølgelig skrue reglerne sammen, så man rammer et fornuftigt niveau.
Men revselsesretten er at placere autoriteten til om nødvendigt at anvende moderat fysisk pres overfor børn der hvor den naturligt hører hjemme, nemlig hos forælderen, som må og skal have kompetencen til at skære igennem med et bredt udvalg af magtmidler. Hvis forældrene skønner at psykisk magtanvendelse i en given situation er skadeligere end fysisk, bør forældrene selvfølgelig ikke på forhånd underkendes af staten. Barnet er ikke en borger, men kimen til en borger, og det gør en voldsom principiel forskel. Barnet står til ansvar overfor sine forældre, som borgeren står til ansvar overfor de forskellige offentlige myndigheder.
Den indsnævring af forældrenes magtmidler som afskaffelsen af revselsesretten er udtryk for, er sammen med tidens tilbedelse af ungdom og umodenhed tydelige træk af en totalitær dystopis gradvise virkeliggørelse. Krarup og Balder har selvfølgelig ret.