tors 8 jan 2009
Dette må altså være stedet til at prale med atter et vundet væddemål på Omnial over JanChris og li. Flæskesvær med snaps til, det skal smage godt 
fre 12 dec 2008
Delt førsteplads i kommentarsporet på Danmarks førende nationalkonservative blog. Mere debat hos herr Møller.
tors 20 nov 2008
Blogland ™ er en evig kilde til debat, måske især polit-blogsne. Jeg har stadig masser af blogposter på TODO-listen, men aktualiteten presser andre ting igennem. F.eks. denne kronik i Tøger Tanketorsks menighedsblad. Steen fra Snaphanen konstaterer tilbagelænet at kronikredaktøren (Anders Jerichow fra Foreningen Pæn) må være på ferie og giver den et syvtal for den gode vilje. Omvendt går den yngre liberale dame Ulla Lauridsen lidt i panik over følgende:
Men så er der også en anden principiel ting, vi ikke skal være bange for at sige. Danmark er ikke kun en tom skal for et tilfældigt flertal, således at hvis der en dag pludselig bor flest fremmede i Danmark, så er det fint og demokratisk, at de laver landet helt om.
Danmark er ikke kun et demokrati. Det er en kultur, en livsform og et land, som vi som folk er så heldige at have, en situation, alt for mange folkeslag her på jorden kun har grund til at ønske, at de var i. Det skal vi værne om og passe på.
NB: Dette er ikke et angreb på Ulla L, som har mange fine kvaliteter, bl.a. er hun en glimrende muse, men det er en lejlighed til at fokusere på forskellen mellem konservative og liberale. Konservative er forsigtige. De har en indgroet skepsis overfor hurtige og gennemgribende forandringer. Vi ved, hvad vi har, men ikke hvad vi får. Konservatisme er kogt helt ned ikke meget andet end sund fornuft og respekt for forældrene. Dem som skabte det som faktisk virker. Liberalister ligner socialister. De spiller hasard med menneskers skæbne på baggrund af , blandt andre ting, en ekstremistisk selvtillid.
Men debatten kører forløbig på Ullas blog, så tag den bare der.
tirs 18 nov 2008
Egentlig blot en henvisning til dette indlæg, som jeg skrev på Uriasposten. Sådan at tagsne kan fange det jeg har skrevet om den.
Jeg fik forbavsende få perfide personangreb for min tørn som weekendafløser på Danmarks største blog, men de fleste kender mig jo fra kommentarfelterne og har vel for længst afreageret.
ons 12 nov 2008
Jeg skriver lidt om Obamas såkaldte kritik af Danmarks flygtningepolitik lidt senere, men lige nu, inden sengetid, vil jeg henlede opmærksomheden på en kommentar fra Gates of Vienna, fundet på den altid interessante weblog Snaphanen :
The moral obligation of an American leader is to look after the well-being of the people of the United States. The moral obligation of a Russian leader is to look after the well-being of the people of Russia. A leader of either country who fails to do these things is acting immorally.
President Bush has acted immorally towards his own people.
It is arguable that Vladimir Putin has acted in a more moral fashion with respect to his own people than George W. Bush or Bill Clinton has with respect to Americans. This is because the forty-second and forty-third presidents of the United States placed “international law” ahead of the welfare of Americans.
Not to see this is to be obtuse.
It doesn’t mean that Vladimir Putin is a good person. It doesn’t mean that he hasn’t acted cynically (and against American interests) in Iran and other places. It doesn’t mean that he hasn’t been brutal.
It means that he has taken care of his own.
George W. Bush has not taken care of his own. He has taken care of Mexicans, the UN, the OIC, the Saudis, the Shiites of Iraq, and the trans-national oil companies.
Not to see this is to be obtuse.
God help me, but Vladimir Putin has been a better leader of his own country than George W. Bush (or any president since Reagan) has been for the United States of America.
It’s an ugly and unpalatable fact, but it is true
George Walker Bush har opført sig næsten utilgiveligt idealistisk og pænt. Han er blevet belønnet med hysterisk had fra den forkælede del af Europa samt østkystbøsserne i USA. Han skulle have tænkt mere på USA end på at spille idealistisk verdensfrelser. Verden, ikke mindst Tyskland, Frankrig, Kina og Rusland, var ikke klar til den store selvopofrelse. Irak og Afghanistan har simpelthen været for dyrt, og USA bør nok restituere sig kraftigt og finde kynismen frem de følgende år.
At Bush har haft for stor tillid til musserne, er muligvis en vigtig del af problemet. De deler måske/tilsyneladende ikke drømmen om frihed og demokrati i tilstrækkelig grad til at det har været umagen værd: selvom idéen var smuk – jeg støttede den selv – og resultaterne endnu umulige at overskue, bør USA og resten af verden nok overveje at lade musser være musser og i nøjes med at nakke dem, hvis de bliver truende. Hvad angår russerne, skulle man sagtens kunne finde et fornuftigt samarbejde.
Det er sent, og egentlig synes jeg det fremhævede er lidt vel hårdt. Formentlig troede Bush virkelig, at det var i USAs bedste interesse at demokratisere Mellemøsten på den håndfaste måde. At tage oprigtigt fejl kan ikke i sig selv være moralsk forkert. Men pointen om at det er ens forbandede moralske forpligtelse at følge sit primære mandat, at varetage landets interesser, burde Anders Fup måske læse op på.
lør 8 nov 2008
Raapil ævler videre, dels med stråmanden om at tilhængere af revselsesretten skulle ønske at give børn tæsk i tide og utide og dels med pædagogiske dogmer, som forhåbentlig ikke er dominerende længere (det er de nu desværre nok).
Vås, autoritet skabes ikke ved tæsk, lussinger, vold eller mishandling. Ethvert barn kan dybest set gennemskue, at forældre der slår, er magtesløse forældre der ikke kan finde ud af andet.
Revselsesrettens afskaffelse betyder overførsel af autoritet fra familien til staten, sandt nok, men forbuddet mod at slå på andre mennesker generelt betyder også overførsel af autoritet fra civilsamfundet til staten.
Det kan vi godt leve med, og vi kan også godt leve med, at børn ikke må revses. Børn lever faktisk bedre med ikke at få lussinger og endefuld i tide og utide. Søren Krarup er faktisk den eneste, der ærligt har fortjent en kindhest.
Vi taler om en ret, altså en praktisk mulighed, ikke om en pligt eller en sædvane. Hvilket gør det første punktum og sidste afsnit til stråmænd. Andet punktum er direkte forkert. Ethvert barn kan selvfølgelig ikke gennemskue alt muligt. F.eks. ikke et 2-årigt barn, vel? Og nej, man er ikke “magtesløs”, når man anvender vold. Det er en populær kliche, men prøv lige engang at argumentere for påstanden. Det er jo det rene sludder. Det midterste er mest interessant.
Revselsesretten handler om domæner for magtudøvelse. Staten har jo den overordnede revselsesret overfor borgerne, det såkaldte voldsmonopol. Principielt står følgende alternativer overfor hinanden: Man kan vælge at uddelegere magt efter subsidiaritetsprincippet, eller man kan vælge at lade centralmagten administrere enhver fysisk berøring mellem mennesker.
Den første mulighed var engang et salgsargument for et i sig selv centralistisk EU-projekt, måske fordi der er en sund kerne af sandhed i idéen om at uddelegere magt. Men udviklingen går med rasende skridt mod centralisering. Formentlig er det lighedsreligionen som er den afgørende kraft i udviklingen: Riv pyramiderne ned, lad os alle tilbede flad feminin vigende venlig ledelse og alle de løgne som er nødvendige for at få fra naturens hånd strukturerede og niveaudelte opgaver løst uden formelle og offentligt anerkendte forskelle. Thi alle er officielt lige kloge, kvinder og mænd, gamle og unge, børn og voksne. Vi er jo alle lige overfor Gud, ik? Og Gud, det er staten!
Hvis du har andre herrer end Staten – altså, hvis nogen koster rundt med dig, rør ved dig på en ucharmerende måde, taler med en ubehagelig accent, er det et overgreb: Racisme, vold eller i det mindste sexchikane. Myndighederne må og skal ind i billedet. Arbejdspladsen, familien eller vennerne må helst ikke have deres egne autoriteter.
Det er helt hysterisk. For selvfølgelig er revselsesretten ikke en legitimering af hyppige tæsk. Der er stadig noget som hedder vanrøgt, og man kan selvfølgelig skrue reglerne sammen, så man rammer et fornuftigt niveau.
Men revselsesretten er at placere autoriteten til om nødvendigt at anvende moderat fysisk pres overfor børn der hvor den naturligt hører hjemme, nemlig hos forælderen, som må og skal have kompetencen til at skære igennem med et bredt udvalg af magtmidler. Hvis forældrene skønner at psykisk magtanvendelse i en given situation er skadeligere end fysisk, bør forældrene selvfølgelig ikke på forhånd underkendes af staten. Barnet er ikke en borger, men kimen til en borger, og det gør en voldsom principiel forskel. Barnet står til ansvar overfor sine forældre, som borgeren står til ansvar overfor de forskellige offentlige myndigheder.
Den indsnævring af forældrenes magtmidler som afskaffelsen af revselsesretten er udtryk for, er sammen med tidens tilbedelse af ungdom og umodenhed tydelige træk af en totalitær dystopis gradvise virkeliggørelse. Krarup og Balder har selvfølgelig ret.
fre 7 nov 2008
De Højreorienterede Svin støtter selvfølgelig Krarup, og jeg er helt enig: Revselsesrettens afskaffelse er grundlæggende forkert. Tidens standardmenneske tror ala Raapil at alting går den rette vej, bliver bedre, mere avanceret og mere fornuftigt. De kan selvfølgelig ikke argumentere for det, men det ligger mellem linierne at mere information fører til større viden som via den menneskelige godhed fører til en bedre verden. Mennesket er godt og staten er endnu bedre, for den er jo summen af al menneskelig godhed.
Men enhver burde jo kunne se at det totalitære samfund allerede er her. Med Balders ord:
Revselsesrettens afskaffelse betyder at den højste autoritet fra et barns synspunkt nu ikke længere ligger hos forældrene, men hos staten.
Revselsesretten er af enorm symbolsk betydning, og afskaffelsen markerer begyndelsen af det socialistiske samfund, der ejer sine borgere, akkurat som fordums tids herremænd ejede deres trælle. Sammen med den mere og mere ekstreme feminisering, indførslen af bøsseægteskaber og på sigt bøssers ret til at adoptere, er det med til at fremskynde nedbrydelsen af det naturligt evoluerede samfund, kernefamilien, og al respekt for naturlig hierarki og autoritet.
Nu er vanen banet til at det nye præsteskab for alvor kan regere, med vold, kaos, detailregulering, overvågning og politistatsmetoder som resultat.
Krarup er et fyrtårn mellem mange middelmådeligheder, og den voksende politiske korrekthed i Dansk Folkeparti må være ham en torn i øjet.
Det er på tide at et nyt parti ser dagens lys, der kan inspirere, begejstre og bane vejen for en åndelig og erkendelsesmæssig revolution. Desværre har Krarup nok ikke alderen til at starte et sådant foretagende fra bunden af, men lad os håbe på at andre træder til.
Dansk Folkeparti kan så beholde rollen som det nye Socialdemokrati.
Omnial kommer ind på den naturlige opgivenhed i den borgerlige lejr - Fogh var ikke ægte blå, men blot et blålys, og Balder sætter selv trumf på med sit fokus på Den Europæiske Arrestordre. I flere af disse spørsgmål er liberalisterne på 180 grader en klar forbundsfælle. Folkestyrets og moderationens dage er talte. Det totalitære vanvid galoperer derudaf og alle som vil af, stemples rutinemæssigt som bagstræveriske eller ligefrem inhumane. Nysprog er jo tidens latin.
ons 29 okt 2008
En definition nappet fra Ulla Lauridsens blog:
En perker er sprogligt set en blanding af ordene perser og tyrker – det er ligesom ret oplagt, ik?
Ordet kan betyde så meget forskelligt. Bla. derfor er paragraf 266b i straffeloven totalt antidemokratisk, lukker munden på dem man lige pt. har lyst til at dømme ude.
Generelt er man en perker, når man opfører sig som en, dvs. en klankulturel voldelig skiderik med personlige mindreværdskomplekser og foragt for lov og ret. Langt de fleste perkere er muslimer, men der findes også øst-perkere, eller østaber, som darwinisterne vist kalder dem. De kommer fra f.eks. de baltiske lande, Østeuropa og Kaukasus.
Dette var første kapitel i lærebogen. I morgen skal vi lære om forræderfisser.
På nogle blogs vil man så gerne slette de slemme ord, men hvordan kan det være urimeligt at bruge skældsord om nogle dumme svin, som truer med vold? Ordet perker kan ligesom andre skældsord selvfølgelig ikke forbydes uden at amputere sproget ganske alvorligt.